Agro nyt
Udsædsmængde og mangel på læggekartofler
22.03.2019
Mangel på læggekartofler gør at der mange steder skal tænkes kreativt. Det kan derfor blive nødvendigt at kigge på om det er muligt at strække det læggemateriale der er til rådighed.
Nedsæt plantetallet
Der er i 2006-2008 lavet landsforsøg med at sænke plantetallet/hektar. Her er undersøgt 2 forskellige optagetidspunkter, nemlig i september og i oktober. Resultatet af forsøgene viser, at ved tidlig optagning i september falder udbyttet markant hvis plantetallet sænkes, og vi anbefaler derfor at holde et plantetal på 40.000 - 42.000 planter på de arealer hvor man allerede nu ved det bliver tidlig optagning.
Kan arealet til gengæld få lov til at gro helt hen i oktober er udbyttetabet begrænset til 10-12 hkg kartofler ved at nedsætte plantetallet fra 43.000 planter/hektar til 31.000 planter/hektar. Det svare til at udsædsmængden er reduceret fra 27 hkg / hektar til 17 hkg/hektar hvis knoldvægten er på 55 g. Nedsættes plantetallet yderligere begynder udbyttetabet at blive større. Er der ikke nok læggekartofler til rådighed er der derfor mulighed for at reducere plantetallet ret betragteligt uden et væsentligt udbyttetab. Desuden vil udbyttetabet ofte blive kompenseret i en lavere omkostning til læggemateriale.
Men men men….
Forsøgene er lavet i Kuras, og det er en sort vi ved kan håndtere et lavt plantetal. Det er langt fra alle sorter der har den samme evne til at kompensere for manglende plantetal. Sorter som vi ved har den samme evne er Avarna og Avenue. De øvrige sorter enten kender vi for lidt til, eller også ved vi at f.eks sarion ikke har evnen til at kompensere
Desuden er forsøgene lavet på arealer hvor det er muligt med vækst helt frem til oktober. Dvs det er kartoflernes naturlige afmodning der sætter udbyttepotentialet og ikke angreb af nematoder, Blackdot, bladplet, skimmel eller for lidt gødning der gør kartoflerne afmodner.
Anbefalingen
- Nedsæt kun plantetallet hvis der er mulighed for en lang vækstsæson
- Kun i sunde sædskifter
- Vær ekstra opmærksom på skimmel, Bladplet og skadedyr
- Nedsæt kun plantetallet i Kuras, Avarna eller Avenue
- Sørg for at kvaliteten af læggekartoflerne er 100 % iorden
- Sørg for at læggeren også lægger en knold hver gang den skal – kør langsomt
Knoldvægten betyder det hele
Der er stor forskel på hvilken knoldvægt de forskellige partier har, og det kan have afgørende betydning for hvilken læggeafstand partiet skal lægges med. Små læggeknolde giver få stængler og få knolde, mens store læggeknolde giver mange stængler og mange knolde. Det er derfor vigtigt at kende knoldvægten så den rigtige læggeafstand kan rammes fra starten.
Besøg hos et par avlere i denne uge afslørede store forskelle mellem knoldvægten, og dermed også stor forskel på hvilken læggeafstand de forskellige partier skal lægges med.
Hos avler 1 var det Kuras og her viste en knoldvejning at de i gennemsnit vejede 73 g/knold. Hos avler 2 var det Stratos der var planlagt til de senere leveringer. Her var knoldvægten 43 g/knold. Der er 22 hkg kartofler/hektar til rådighed på begge bedrifter. Ved at regne baglæns viste det sig at Kuras som er relativt tunge skal lægges på 44 cm for at række til det planlagte areal. Stratos som viser sig at være meget små skal til gengæld lægges på 26 cm.
Indstiller avler 1 sin lægger til standard 33 cm vil udsædsmængden være på 29 hkg/hektar og han vil ikke fået lagt det areal der var planlagt, og det kan være svært at få suppleret med ekstra kartofler.
Gør avler 2 det samme og indstiller sin lægger til standard 33 cm bliver udsædsmængden kun 17 hkg/hektar. Godt nok er der en besparelse på læggekartoflerne, men når det nu er startos og de er så små, vil det formodentlig give et markant udbyttetab at fastholde 33 cm læggeafstand.
Den rigtige læggeafstand
Som eksemplerne ude fra et par avlere viser så er det vigtigt at kende knoldvægt, og så få korrigeret læggeafstanden.
I mange tilfælde kan det blive nødvendig at lave det omvendte regnestykke, altså hvor mange hkg læggekartofler er der til rådighed på bedriften og hvor mange hektar skal der lægges med kartofler.
Her reserveres fx 25 hkg/hektar til de arealer der skal leveres i september. Er der andre sorter inde end dem der kan reduceres eller arealer hvor der er kørt et presset sædskifte reserveres der her 22 – 25 hkg til dem. Resten fordeles på det resterende areal. Kommer udsædsmængden her under 17-18 hkg bliver det nødvendigt at reducere arealet.
For at ramme den rigtige læggeafstand fra starten så mængden kommer til at slå til på de planlagte hektar er det nødvendigt at kende kartoflernes tusindkornsvægt. Tæl 300-500 tilfældige knolde ud af hvert parti og vej dem. Det er nu muligt at bestemme den gennemsnitlige knoldvægt, og det er derfor også muligt at beregne den aktuelle planteafstand ud fra den ønskede udsædsmængde. I vedhæftede fil er det muligt at se hvilken planteafstand kartoflerne skal sættes på ved en given knoldvægt og en given udsædsmængde til rådighed.
Læggeafstand kan også beregnes ud fra følgende formler:
Hkg udsædsmængde/ha x 100.000 : knoldvægt g/Knold = plantetal/ha
Meter række/ha x 100 : plantetal/ha = cm planteafstand
Mere men….
Hvis man begynder at arbejde i øget læggeafstand er det meget vigtigt at tænke tanken helt til ende. Der er bestemt steder hvor det er en mulighed at reducere plantetallet, og dermed spare på læggematerialet, men der er bestemt også steder hvor det absolut ikke kan anbefales. Overvej derfor kraftigt hvilke marker og hvilke sorter og partier af læggekartofler der kan reduceres i plantetal og kontakt meget gerne Agroafdelingen på din fabrik hvis du er i tvivl om det mindste.
Hent udsædstabel her (pdf)