Agro nyt
Skimmel, vanding og nedvisning uge 34
21.08.2017
Hver mandag sæsonen igennem vil vores anbefalinger til skimmelbehandlingen mm. blive lagt op her på hjemmesiden.
Vi har taget udgangspunkt i 8 marker fordelt over det meste af vores område. Markerne er placeret i hhv. Skive, Karup, Djursland, Ålborg, Holstebro, Sunds, Herning og Bording
Der vil blive beskrevet en strategi for den kommende uge, og med mindre andet er nævnt gælder strategien for alle lokaliteterne.
Nedenstående er kun vejledende, og det er meget vigtigt at vurdere hver enkelt mark og bedrift individuelt før der tages beslutning om hhv. skimmelbehandling og vanding.
Skimmelstrategi uge 34
Vi er stadig i en højrisikoperiode hvor der er masser af fugt og relativt høje temperature, selv om der enkelte nætter ser ud til at blive koldt, vurdere vi at der er rigtig meget smitte og det derfor stadig er vigtigt med en god beskyttelse.
Kartofler der skal leveres inden for de næste 14 dage behandles ikke.
Anbefalingen lyder derfor på 0,5 l Ranman Top/ha + 0,25 kg Cymbal/ha hvis der sprøjtes her i starten af ugen.
Om det er hensigtsmæssigt med Cymbal for dem der kører sidst på ugen skal vejrudsigten afgøre. Er det fortsat ustadigt tilsættes Cymbal, mens hvis det bliver højt vejr ikke er nødvendigt med Cymbal.
For dem som begynder at have brugt de 6 x Revus og 6xRanman Top som er det højeste lovlige antal behandlinger der er tilladt kan det være nødvendigt at se på alternativerne og begynde at få bestilt hjem af dem. Midlet Banjo Forte er bestemt et middel der er værd at bruge og det samme gælder Shirlan her sidst på sæsonen. Shirlan har også god effekt på knoldskimmel. Der skal anvendes 0,75 Banjo Forte/ha og midlet må maksimalt anvendes 4 gange i løbet af en sæson. For Shirlans vedkommende er doseringen 0,4 l/ha.
Sørg stadig for at overholde intervallet på max 7 dage og hellere 6 end 8 dage mellem sprøjtningerne.
Der findes efterhånden en del skimmel som er så alvorlig at der er behov for en stopsprøjtning. Vi er dog efterhånden så langt henne på sæsonen at vi vurdere at det er meget få steder hvor det vil være rentabelt at fortsætte med en stopsprøjtning med Proxanil.
Vandingsbehov
Det er i denne uge desværre ikke muligt at lave det normale vandregnskab, men langt de fleste arealer blev tanket godt og grundigt op her i weekenden.
Der fordamper i øjeblikket 3-4 mm i døgnet så der er hurtigt behov for vanding igen.
Nedvisning af læggekartofler
Der begynder snart at være behov for nedvisning af læggekartofler. Det ser desværre ikke ud til at der kommer en dispentation til Spotlight i år og nedvisningen kommer derfor udelukkende til at bestå af Reglonesprøjtninger.
Strategien vil være at køre med 2 l Reglone/ha hver 5 dag 2-3 gange i træk. Er kartoflerne meget kraftige anvendes 2,5 l mens de der er meget afmodnet kan behandles med 1,5 l. Sørg også her for at overholde intervallet.
Ved nedvisning med Reglone anvendes rigeligt vand, og gerne 250-300 l/ha. Samtidig er det vigtigt at man laver en sprøjtning om formiddagen da en nat eller tidlig morgensprøjtning kan give for god effekt med bløde navleender på døtreknoldene til følge.
Reglen med nedvisning under optimale forhold er vigtigst ved 1. sprøjtning. I de efterfølgende sprøjtninger er risikoen mindre og det bør nærmere være intervallet der bestemmer om der skal sprøjtes.
Vi anbefaler generelt ikke at anvende aftopning da kartoflerne ofte ikke dør og der kommer meget genvækst med de problemer der følger med der.
Der vil desværre være lidt problemer med at få fat i Agro pga. sygdom, men kontakt på SMS og så vil vi ringe tilbage ved kommende lejlighed.