Agro nyt

Optagning og håndtering af læggekartofler i et fugtigt år uden Spotlight

13.09.2017

Gennem de senere år har vi haft Spotlight til rådighed til nedvisning af læggekartofler. Det har givet en rigtig god nedvisning af kartoflerne, og især af Kuras.

Hvis kartoflerne ikke er nedvisnet ordentlig kan der opstå en række problemer, især hvis kartoflerne er begyndt med gengroninger. De mest nærliggende problemer er naturligvis skimmel i de nye blade, samt virus.

Begge dele er problemer der skal tages meget alvorlig og kan koste meget udbytte i kommende sæson. Begge problemer kan afhjælpes med regelmæssig nedvisning af kartoflerne med Reglone, og især 8-10 dage før optagning er det vigtigt at få nye blade mm. nedvisnet så læggekartoflerne ikke kommer til at rulle rundt i optageren med blade der er inficeret med skimmel.
 
En af de mindre visuelle problemer der kan opstå i forbindelse med dårlig nedvisning af kartoflerne er, at de ikke er skindfaste, og derfor mere modtagelig for Phoma og fusarium. Begge sygdomme skal bruge sår eller slagsteder for at inficere, og er kartoflerne ikke skindfaste er det utrolig nemt at lave både sår og slagsteder med optager, vogne og sorteringsanlæg.

Samtidig må vi gå ud fra at den seneste tids megen nedbør giver meget fugtige kartofler som igen øger risikoen for angreb af phoma og fusarium. Det er derfor vigtigt at tage sine forholdsregler under optagning og håndtering af læggekartofler.
 
Vores anbefaling lyder som sædvanlig på så lidt håndtering som muligt, men i år ser vi nok grund til at være endnu mere opmærksom på at dette overholdes pga. dårlig nedvisning og meget fugtige forhold Vi opfordrer på det kraftigste til at kartoflerne køres direkte fra optager i kasserne for at minimere mulighederne for sår og slagsteder.

Når det så er sagt, så er kartoflerne ekstremt våde, og det må derfor forventes at der skal bruges meget energi på at få dem tørret. Sæt derfor kasserne til mellemopbevaring i maskinhus, under halvtag eller lign. hvor der er rigeligt med luft til rådighed inden de sættes på kølelager.

Husk god afstand mellem kasserne og godt med bevægelse af luften ved hjælp af blæsere mm. Det er vigtigt at det kun er tørre kartofler der køres på kølelager, da der ofte ikke er tilstrækkelig kapacitet til at tørre kartoflerne her.
 
Et alternativ til mellemopbevaring i maskinhus eller lign. er at lægge kartoflerne i en kule, kun dækket af fiberdug i en periode. Her vil kartoflerne også tørre og samtidig blive skindfaste. Kartoflerne kan så efter 4-5 uger puttes i kasser og sættes på kølelager
 
Er du i tvivl om hvordan du skal håndtere læggekartofler kontakt endelig Agro for yderligere vejledning på 30 711 511.

 

Ser kartoflerne ud som på billederne herunder er der grund til at være ekstra opmærksom på optagning og håndtering af læggekartoflerne – også selv om det ikke er så slemt som her.

 

Personligt log ind

Indtast dit personlige brugernavn og adgangskode for at få adgang til beskyttede nyheder og meddelelser
Log ind
Glemt brugernavn eller adgangskode?
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og til statistik. Denne information deles med tredjepart.
Læs mere om cookies

LUK