Agro nyt
Nedvisning og optagning af melkartofler til opbevaring
02.10.2018
Vi har nu passeret d. 1. oktober og det er tid til at se på de kartofler, der skal køres til opbevaring. Der er i år rigtig stor spredning på hvor modne kartoflerne er, både mellem de forskellige landsdele og også på marken.
Uvandede kartofler viser stadig stor grokraft, og det samme gælder kartofler i forager mm. hvor vandingsmaskinen ikke har kørt optimalt.
Uanset forholdene så er det vigtigt at kun modne og skindfaste kartofler køres i kule eller hus. Er kartoflerne ikke modne er de heller ikke skindfaste og har derfor svært ved at holde til opbevaring. Derudover vil der ske et enormt stivelsestab hvis kartoflerne ikke er skindfaste ved optagning. Fokus bør derfor på nuværende tidspunkt være på at få kartoflerne til at modne helt af.
- Vandede kartofler er i de fleste tilfælde efterhånden så afgroede at de uden videre kan tages op til kule eller hus. Er der stadig pletter hvor kartoflerne ikke er helt afgroede, kan det være nødvendigt at hjælpe dem lidt på vej med 1-1,5 l Reglone. Det er dog på disse arealer vigtigt at kontrollere foragere, sprøjtespor mm., da det ofte er her der er problemer med grøn top. Viser kartoflerne her stor grokraft endnu, så er det bedst at levere dem direkte til fabrikken. Efter behandling med Reglone vil kartofler der selv er delvist afgroede være klar til optagning allerede 5-8 dage efter.
- Uvandede kartofler har mange steder stadig masser af grøn top. Samtidig er en stor del af disse kartofler sat på jordtyper hvor der kan blive problemer med at færdes, hvis vi løber ind i en ustadig periode. Der bør derfor gribes til metoder der får kartoflerne til at afmodne hurtigst muligt, da vi gerne skulle begynde optagning af disse i løbet af de næste par uger.
Ved særdeles grøn top skal kartoflerne behandles med 2,5 l Reglone hurtigst muligt. Kartoflerne vil tidligst være klar til optagning om 14 dage. Det kan desuden være nødvendigt med endnu en behandling hvis det viser sig, at 2,5 l ikke er tilstrækkelig. Der er med de temperaturer vi har haft – og stadig har – ikke det helt store tilvækstpotentiale længere, så nedvisningen bør foregå så snart det er muligt.
Efter optagning
Når kartoflerne er taget op er det vigtigt at kartoflerne opbevares korrekt. Her er et ord der bør stå helt klart, nemlig LUFT. Uanset hvilken opbevaringsmetode der anvendes skal kartoflerne ventileres, og luften omkring dem skal skiftes tit og ofte.
Opbevaring i kule
Opbevares kartoflerne i kule skal kulen endelig ikke være for stor. Tænk hellere høj og smal end bred og lav, hvilket dog kan være en udfordring for en del af de vogne der bliver anvendt til at køre fra med i dag.
Så snart kulen er lavet trækkes fiberdug over den. Fiberdug har den fordel at det arbejdsmæssigt er nemt og hurtigt, og så giver det samtidig en garanti for at kartoflerne kan komme af med varme og de får rigelige mængder luft. Fiberdug er tilstrækkelig dækning frem til det begynder at fryse. En enkelt nat med 3 graders frost og vindstille sker der ikke noget ved, men ved udsigt til lavere temperatur og vind er det nødvendigt at gøre kulen vinterklar. Rigelige mængder hvede- eller rughalm lagt i et løst lag oven på fiberdugen er med til at sikre kartoflerne mod frost. Der bør være mindst 50 cm løs halm på toppen af kulen, mens lidt mindre kan gøre det i bunden. Herefter plast.
Det er stadig vigtigt at have muligheden for at belufte kartoflerne hvorfor det kan være en fordel at sætte bukke op under plastikken (se billede).
Opbevaring i hus
Ved opbevaring i hus gælder samme regler som i kule, nemlig masser af luft. Hvis kartoflerne skal direkte fra optager og i hus er det vigtigt, at der er en eller anden mulighed for at ventilere ikke alene i huset men også i selve dyngen. Enkelte avlere har mulighed for at blæse i kartoflerne nedefra, men mange anvender sugere til at få luft tvunget igennem kartoflerne (se billede).
Uanset hvilken metode der anvendes er det vigtigt, at den fugt der kommer fra kartoflerne også kan komme ud af huset. Sørg derfor for at vinduer, porte mm. er åbnet, og meget gerne sideplader o.lign er pillet af, så der kan ske en stor luftcirkulation inde i huset også.
Derudover
Opbevaringskartofler skal kun tages op i tørvejr, og de må ikke blive våde i dyngen efter optagning.
Sorter som Kuras, Avenance og Avarna er særdeles velegnede til opbevaring, mens sorter som Stratos, Wotan, Seresta og Aventra ikke er velegnede.
Pas desuden på vandhuller mm. Der er stor risiko for vandsure kartofler i de pletter, så kør i en stor bue uden om dem.
Sørg for at tage kartoflerne skånsomt op, men få så lidt jord med i kulen som muligt. Lommer med meget jord er svære at ventilere, og øger risikoen for råd.
Læg altid kulen på fast jævnt underlag så kartoflerne kan læsses hurtigt og effektivt og så vognmanden kan komme dertil, og ikke mindst derfra med fuldt læs.