Agro nyt
Forbud mod brug af imidacloprid i kartofler (Prestige FS370)
02.05.2018
Et flertal i EU-kommissionens besluttede i fredags ikke at gengodkende de tre neonicotinoider imidacloprid, clothianidin og thiamethoxam, som anvendes til bejdsning i raps, roer, kartofler, majs m.fl.
Ifølge tre rapporter fra EFSA (European Food Safety Authority) er de fleste anvendelser af bejdsning med de tre neonicotinoider forbundet med risiko for bier. Forbuddet gælder ikke brugen af nicotinoidet acetamiprid (Mospilan SG), som må udsprøjtes op til to gange i kartofler og som har god effekt overfor bladlus og cikader.
I kartofler betyder det, at Prestige FS 370 fremover ikke er godkendt til bejdsning af læggekartofler. Det er netop meddelt fra Miljøstyrelsen, at der kun gives 6 måneder til at udfase de tre aktivstoffer fra offentliggørelsen fra Kommissionen (forventes om en måneds tid), hvor Danmark normalt giver 18 måneder fra et aktivstof tages af listen til salg og brug skal slutte.
Erhvervet kan søge om nationale dispensationer. EFSA anfører, at det ikke er muligt at foretage en vurdering for anvendelsen af imidacloprid til bejdsning af kartofler. Dette skyldes mangel på egnede data. Miljøstyrelsen kan derfor ikke på nuværende tidspunkt sige noget om muligheden for at søge dispensation for anvendelsen af imidacloprid i kartofler i 2019.